Hvordan får jeg mod til at gøre det, jeg gerne vil?

 

SPØRGSMÅL

Kære Marie

Efter en sygeperiode med stress, har jeg fundet ud, at jeg hører til gruppen af særligt sensitive mennesker.

Jeg har altid følt mig anderledes både i skolen og sidenhen på arbejde. Jeg har altid forsøgt at tilpasse mig situationen og undertrykke mine egne følelser.

Det kunne jeg ihvertfald indtil for nogle år siden, hvor jeg blev sygemeldt fra mit gamle kontorjob, hvor jeg havde været igennem 14 år.

Siden begyndte jeg at arbejde igen som vikar i kortere vikariater, først i kundeservice, så som receptionist og derefter endnu et administrativt job. Jeg blev igen bekræftet i, at den slags arbejde er hårdt for mig. I den sidste stilling var jeg flere gange ved at bryde sammen og der var også et par gange, hvor jeg gjorde det, fordi jeg ikke kunne klare presset.

Jeg er en person, der som medarbejder er meget loyal og arbejder hårdt og nok for længe, bare for at klare det. Der skal ikke meget til for at påvirke mig i hverdagen: Støj, andre mennesker’s opførsel og andres (lederes) forventninger til mig.

Jeg er nu i gang med at søge nyt arbejde, og denne gang søger jeg et fast arbejde, da jeg føler, at jeg har brug for noget struktur. Jeg synes dog, at det er rigtig svært at skulle søge noget, da jeg har så mange bekymringer om, hvordan jeg vil kunne klare mig. Jeg er nervøs for at havne i en situation, hvor jeg føler mig presset, stresset og bange for at bryde sammen igen.

Det, der frustrerer mig mest er at jeg altid har haft en drøm om at have mit eget, være min egen chef. Men jeg har ikke modet (og siger også til mig selv: Ikke kvalifikationerne) til at blive iværksætter, for ellers havde jeg jo nok gjort det. Jeg har altid synes, at det er enormt spændende og inspirerende at høre om andre (bl.a. dig), der forfølger deres drømme, men når det kommer til mig selv, ser jeg kun forhindringer.

Efter at jeg har været sygemeldt og siden kommet tilbage på arbejde igen, er drømmen dog kun blevet endnu mere forstærket, dels pga selve drømmen om at skabe noget selv, men også fordi jeg føler det mere og mere svært at være på en arbejdsplads, der påvirker mig i en negativ retning. Jeg bruger rigtig mange kræfter på at være en positiv, imødekommende og en glad person. Det dræner mig for energi og jeg er nervøs for, hvor længe jeg kan klare det.

Jeg er godt klar over, at det at være selvstændig ikke er uden problemer og at der skal arbejdes virkeligt hårdt, og at mange heller ikke lykkedes med det. Jeg ved dog, at jeg er arbejdsom og disciplineret og når jeg først kommer igang, så knokler jeg på.

Det, der frustrerer mig er, tanken om ikke at forfølge ens drøm og senere fortryde, at man ikke gav det en chance, inden det er for sent.

Jeg vil gerne have dit råd til, hvordan man overvinder usikkerheden og tvivlen på en selv. Hvordan bliver jeg bedre til at tro på mig selv og får mod til at gøre det, jeg gerne vil?

På forhånd tak for svaret.

Mvh
Betina

 

SVAR:

Kære Betina

Tak for dit åbne og ærlige brev.

Det er noget tid siden du har skrevet det, så forhåbentligt er du kommet et skridt videre i dit arbejdsliv nu. Måske har du endda fået dig et nyt arbejde?

Hvordan du får mod til at gøre det, du gerne vil, tror jeg især handler om at du tør slippe forventningen til dig selv om hvordan du skal være (på en arbejdsplads).

Tør du give slip på din indre pleaser?

Når jeg læser dit brev, bidder jeg nemlig først og fremmest mærke i hvor meget energi du har brugt/bruger på at please andre og være pligtopfyldende og positiv i dit arbejde.

Jeg får bare lyst til at sige til dig, at der også er plads til dig i den her verden, hvis du ikke er på den måde.

Som så mange andre sensitive har du sandsynligvis lært tidligt i dit liv at du skal bruge kræfter på at please og give din gode energi til andre for at være god nok. Det er sikkert noget, du har gjort for at kompensere for din anderledes, sensitive facon.

Men som du nok kan regne ud, så er det på ingen måde holdbart, når du selv oplever at blive drænet af det.

Du må ikke lade andres behov gå før dine egne. Flosklen om at fylde dit eget bæger op før du fylder andres op, gælder stadig. DU kommer først.

Du må ikke undertrykke dine følelser og give afkald på dine egne behov. For når vi undertrykker behov og følelser, sker der det, at de bliver endnu mere udtalte.

Hvad tror du selv, ligger under behovet for at please? Usikkerhed for om du slår til?

Hvad ville der ske, hvis du ikke pleaser?

Hvad er det værste der kan ske, hvis du ikke er positiv, imødekommende og glad?

Jeg forestiller mig, at et resultat kunne være, at andre vil få mere respekt for dig.

Mit vigtigste råd til dig vil derfor være: Prøv at øve dig i at please mindre. Drop flinkeskolen. Du må godt vise tænder nogle gange og udtrykke de negative følelser, du også har.

Måske skal du her den næste tid, ligefrem lege lidt med grænserne og bevidst prøve at se lidt sur ud. Eller udtrykke andre følelser, du har.

Det handler om at lære dig selv, at du godt må udtrykke dig på andre måder.

Et (måske lidt pudsigt) tip herfra kunne være at øve dig, hver gang du står ved kassen i supermarkedet, og ekspedienten spørger “Vil du have bonen med?” – så kan du svare “Ja!” eller “Ellers tak” i det tonefald og med den mimik, som du gerne vil øve dig i. – Det kan helt sikkert komme noget sjovt ud af, som du kan gå hjem og grine over bagefter 😉

Kan du gøre dine drømme konkrete?

Jeg kan godt forstå, at det tiltaler dig at være selvstændig, fordi der kan være en enorm frihed i det. For at kunne komme videre med det, skal du selvfølgelig have noget (eller en ide om noget) du kan sælge. Har du det?

Det kan være hårdt at gå og tænke at “jeg burde følge mine drømme” hvis man ikke helt ved, hvad de går ud på. Hvis ikke du har nogle konkrete drømme, vil jeg råde dig til at droppe det selvpineri, der ligger i tanken om ikke at forfølge din drøm. Det kan også være helt ok at være lønmodtager, og arbejde med noget helt almindeligt. Der er ikke noget, du behøver bevise, og der er ikke andre krav, til det, du laver, end at du selv skal trives med det.

Hvis du faktisk har nogle ideer i hovedet til, hvad du ville arbejde med som selvstændig, så vil jeg råde dig til at koge dem ned til mindre projekter, som du kan prøve af.

Hvis du f.eks. har en ide der handler om at blive cafeejer, så prøv om du kan have en madbod til et event eller stå for maden til et selskab, inden du tager den store beslutning om at drive en cafe. Og hvis du f.eks. drømmer om at drive en webshop, så prøv det af i det små først, inden du tager beslutningen om at fokusere 100% på det.

Hvordan får jeg mod til at gøre det, jeg gerne vil?
– Det gør du ved at stå ved dig selv

Men aller aller først, kære Berit, så har du brug for at bygge dig selv op, så du ikke så let vælter. Du har gjort så meget for at leve op til andres krav. Nu er det tid til at du lever op til dine behov. Du skal fylde dit eget bæger op først.

At finde modet til at stå ved dig selv og tage vare på dine egne behov, vil jeg mene er vigtigere end at få modet til at gå efter det, du gerne vil.

Du har brug for at lære, at du er helt ok som du er.

Håber du kan bruge mit svar.

Kærlig hilsen

Marie

 


Hvordan får jeg mod - Marie Ørum, coach og cand. mag.Marie Ørum
 hjælper særligt sensitive mennesker med at få et arbejdsliv i harmoni med deres sensitive træk. Særligt sensitive er ofte dygtige, samvittighedsfulde og indsigtsfulde medarbejdere, men på et arbejdsmarked med høj fart over feltet, bliver de nemt overset eller presset til at agere efter idealer der ikke er deres.
Marie er uddannet cand.mag. og coach. Hendes forløb benyttes af såvel privatpersoner som arbejdspladser, der ønsker at tilbyde bedre trivsel for deres sensitive medarbejdere.

 

Hvordan får jeg mod til at gå efter det, jeg gerne vil? Anden inspiration:

Did you like this? Share it:
Copyright 2023 © Marie Ørum Højbjerg · Gengivelse af indhold tilladt efter aftale · Design: evstyle.de · Side: Magnus Høgfeldt

Få mit Gratis minikursus "3 faktorer der afgør, om sensitive trives i arbejdslivet" [lydfil + øvelser]

❤ Hvad er opskriften på det gode arbejdsliv for sensitive?

❤ Hvilken faktor er især fuldstændigt afgørende?

❤ Tilmeld dig mit nyhedsbrev og kom i gang med kurset nu

Navn:
E-mail:

Du er et skridt fra at gå i gang med kurset! Først skal du lige bekræfte det tilsendte bekræftelseslink i din inbox...