Er du kriger eller rådgiver? Få større indblik i din rolle i arbejdslivet

 

“Jeg går i krig med opgaven”

“Vi skal slå konkurrenterne”

Den slags har vi det med at gå og sige. Krigsførelse er blevet et populært udgangspunkt for organisationskulturer og for vores egen måde at forholde os til arbejdslivet på.

Mange af disse krigsmetaforer viderebringes gennem sprog og handling (det er særdeles nemt at overtage dem fra de mennesker, der omgiver os), og har det med at komme til os helt automatisk, uden at vi tænker nærmere over hvad det egentlig er, vi går og siger og gør.

Men måske føler du, ligesom jeg selv, at det kan være svært at genkende dig selv i al krigsretorikken? Måske har du følelsen af, at den bare ikke passer særligt godt til dig (uanset hvor frygtløst og smart den end lyder). I så fald vil det måske glæde dig at læse videre om en anden vigtig rolle, der også eksisterer i arbejdslivet.

Kriger er ok – men måske er det bare ikke dig 

Ligesom så mange andre er og har jeg selv været ubevidst præget af forholde mig til arbejde som kamp. Da det for alvor gik op for mig hvad der lå bag, blev jeg harm og ked af det.

For hvem siger at arbejde = krig?

Hvem er det, vi kæmper mod?

Senere er det gået op for mig, at der egentlig ikke er noget galt med at se arbejde som krig – eller som en fodboldkamp, for den sags skyld. For mange mennesker kan det faktisk være en nødvendighed – fordelen er, at der er et klart mål, en vinder og en taber – de gode og de onde. Det kan give en stærk drivkraft at tænke på den måde.

Jeg er bare ikke overbevist om, at krigsmetaforikken passer så godt på mig.

Kriger eller rådgiver?

Faktisk vil jeg vove at påstå, at det, at behandle vores arbejde som krigsførsel, overordnet set ikke spiller særligt godt overens med ret mange sensitive mennesker. Vi har som regel behov for at bevare roen og holde os lidt på afstand af krudt og kanoner for at trives og skabe værdi. Grunden til dette er at krigsførsel sætter vores indre alarmbredskab igang, og kan på den måde tilføre os stor stress og belastning.

Samtidig er krigsførsel sjældent et brugbart spejl af vores værdier og menneskesyn. Vi er typisk mere interesserede i helheder og sammenhæng end i at bekæmpe. Vi har brug for at holde os på afstand af krigen for at kunne holde sammen på det store perspektiv. Måske nikker du genkendende – eller tolker jeg lige lovligt vidt?

I Elaine Arons bog ‘Særligt sensitive mennesker’ fortæller hun om hvordan samfund, der er præget af en aggressiv kultur (såsom vestlige samfund), har brug for en mere stilfærdig, tænksom type mennesker som modpol. Kendetegnende for aggressive krigerkulturer er

“de… kan lide at skue udad, at udvide sig, at konkurrere og vinde”

Der er som sådan ikke noget galt med den aggressive adfærd, for det er den, der er med til at beskytte os og kæmpe for vores samfunds bevarelse. Men for at aggressive kulturer kan overleve, har de brug for en modvægt til de robuste, frygtløse krigere, der driver dem fremad. De har brug for mennesker fra hvad Elaine Aron beskriver som ‘præste-dommer-rådgiver-klassen’:

“Det er en mere eftertænksom gruppe, som ofte tjekker krigerkongernes impulser. Eftersom rådgiverklassen ofte viser sig at have ret, nyder dens medlemmer respekt som rådgivere, historikere, lærere, lærde og opretholdere af retfærdighed. De har for eksempel forudseenheden til at holde øje med velværet hos de, der dyrker føden og opfostrer børnene. De advarer mod forhastede krige og dårlig brug af jorden…. Kort sagt lægger en stærk kongelig rådgiverklasse vægt på at standse op og tænke” .

Hvor står du selv?

Selvom opdelingen mellem kriger og rådgiver nok er knapt så ekstrem i virkeligheden (der er nok tale om en glidende overgang fra ‘meget krigerisk’ til ‘meget eftertænksom’), så synes jeg den giver en god forståelse for menneskers forskellige temperamenter – fra kriger til kongelig rådgiver, og at denne opdeling sandsynligvis også har eksisteret historisk.

Selv har jeg det sådan, at selvom det grundlæggende er naturligt for mig med en stilfærdig og eftertænksom adfærd, så kan jeg have behov for at agere en smule krigerisk i bestemte sammenhænge, hvor det handler om at nå et bestemt og afgrænset mål – så som at lave en hjemmeside eller afvikle et arrangement. Så kan jeg alligevel godt finde på at betragte min opgave som et slag, der skal kæmpes. Blot for en stund. På den måde er det nemmere for mig at bevare motivation, momentum og gejst.

Hvor ligger du selv på denne akse? Er du kriger eller rådgiver? Eller befinder du dig et sted midt imellem og kan skifte fra eftertænksomhed til kamp? Eller er krig og kamp overhovedet ikke en del af dit repertoire?

Måske er du ikke helt bevidst om det. I så fald kan du – hvis du har lyst – prøve at observere dit sprog og dine handlinger når du taler om, og agerer i, dit arbejdsliv. Handler det om at vinde? Handler det om at rådgive/hjælpe? Hvad er det egentligt, du går og siger? Er du medarbejder, modarbejder, hjælper, rådgiver, kriger?