Kritik af særlig sensitivitet – er den værd at lytte til?

Kender du til den kritik, der er af særlig sensitivitet? I takt med at begrebet er blevet udbredt i Danmark, er der også dukket kritiske røster op, som påpeger de problemer der er med det.

Det kan du læse om her. 

Kritikken går især på:

1. at særlig sensitivitet er en usund og hæmmende boks
2. at særligt sensitive tror, de er noget særligt
3. at særlig sensitivitet er alt for udflydende som en brugbar psykologisk beskrivelse
4. at forskningen bag særlig sensitivitet er ukomplet eller fejlagtig
5. at der med særlig sensitivitet er fare for at overse en psykisk lidelse
6. at det er en protestreaktion på en verden, der går alt for hurtigt
7. at særlig sensitivitet er en pengemaskine

[Du kan hoppe direkte til det kritikpunkt, du finder mest interessant, ved at klikke på linket]

 

Jeg er selv blevet klogere på særlig sensitivitet

Det, du siger, giver så meget mening for mig.

Men jeg er ikke helt sikker på, at jeg tror på det der “særlig sensitivitet”

Sådan lyder det nogle gange fra jer, der følger Sensitivt Arbejdsliv.

Jeg kan godt forstå skepsisen. Og jeg mener faktisk, den er ret sund.

Og her kommer en tilståelse:

Da jeg udviklede Sensitivt Arbejdsliv for flere år tilbage, var jeg oprigtigt i tvivl om “særligt sensitiv” var en beskrivelse, jeg havde lyst til at bruge. 

Men hvis ikke bruge ordene “særligt sensitiv” om mennesker der reagerer mere følsomt på stimuli – hvad så kalde det?

 

Kontakt med min målgruppe

Dengang valgte jeg i sidste ende at bruge udtrykket i mangel på bedre. Og helt ærligt: Også for at kunne blive fundet i Google af personer der søger på ‘særligt sensitiv’.

Hvordan skulle jeg ellers komme i kontakt med min målgruppe?

Men jeg sad tilbage med en følelse af ikke helt at have fundet en 100% god – og sund – beskrivelse.

I perioden derfra har jeg været i en tankeproces, der nysgerrigt har ladet sig føde af ny viden og af kritikken af særlig sensitivitet.

 

Mit syn på “særligt sensitiv” har ændret sig

Jeg har rykket mig.

På grund af kritikken af særlig sensitivitet, har jeg fået en mere nuanceret forståelse, som har givet mig nogle nye perspektiver.

Derfor har jeg skrevet denne guide til dig, der er nysgerrig efter at vide mere om, hvad kritikken af særlig sensitivitet går på.

Det her er en af de længere artikler fra min side!

Det har været vigtigt for mig at få så mange facetter som muligt med. For jeg synes det er en vigtig diskussion, og at jeg som afsender af en ydelse rettet mod sensitive, bærer et ansvar. 

Allersidst i artiklen fortæller jeg dig hvornår og hvordan, jeg mener, det giver mest mening at tale om sensitivitet.

Så hæng i – eller spring direkte til det kritikpunkt, du finder mest interessant, ved at klikke på linket ovenfor.

Her kommer:

 

Særlig sensitivitet – 7 kritikpunkter:

Kritik #2: Hvorfor tror vi, at vi er noget særligt?

Et andet kritikpunkt går på, at der er en tendens til selvophøjelse blandt mennesker, der kalder sig selv “særligt sensitive”.

Jeg kan godt forstå, hvordan nogen kan få den opfattelse, når jeg læser med på diverse fora på nettet. For ofte bruges betegnelsen på en måde som virker ret så selvdyrkende.

Måske bygger dette grundlæggende på en mindreværdsfølelse? En trang til at føle sig bedre (eller bare lige så god som de andre)?

Når man gør det, bliver ens syn på sensitive mennesker og mennesker, der ikke er så sensitive, meget sort-hvid. Der skabes et “os-dem” forhold, og næsten også et “god-ond” forhold.

Men altså, prøv lige og hør´ her:

Sensitive mennesker er ret dejlige.

Men vi er ikke bedre end andre, og du er ikke spor ond, hvis du ikke er særligt sensitiv!  

Og så tror jeg simpelthen, at noget af det “særlige” er avlet af ren og skær sproglig forvirring!

På dansk er ‘highly sensitive’ blevet oversat til ‘særligt sensitiv’. Det skal forstås som “højt/udpræget sensitiv” og IKKE som “noget helt særligt (og sensitiv)”.

 

Kritik #3: Begrebet er alt for udflydende

• Bliver du påvirket af andre menneskers stemninger?
• Bliver du irriteret, når man prøver at få dig til at gøre mange ting på én gang?
• Er du meget følsom overfor smerte?
  

Sådan lyder nogle af spørgsmålene i Elaine Arons selvtest for særlig sensitivitet. Elaine Aron er ophavskvinden bag begrebet “særligt sensitiv”, som blev udbredt da hun i 1996 udgav bogen “The Highly Sensitive Person”.

Kritikere af særlig sensitivitet mener, at spørgsmålene og testen er for vag og udflydende til, at den kan bruges som et egentligt psykologisk redskab. Den indeholder simpelthen for mange spørgsmål, som de fleste mennesker ville kunne svare ja til.

Den populære psykologiprofessor, Svend Brinkmann, udtaler f.eks:

” …Begrebet er blevet så elastisk, at stort set alle kan kategoriseres som særligt sensitive… Spørgsmålene i testen er så almene, at det ligner en form for psykologisk astrologi, der passer på alle, og derfor ikke kan bruges som redskab”

En simpel selvtest af et træk inden for normalområdet

Jeg er helt enig i at flere af spørgsmålene i testen er forholdsvis generelle.

Men jeg mener, at selvtesten er brugbar, så længe man bruger den til det, den er tiltænkt – nemlig en simpel selvtest af ens temperament.

Ikke et værktøj, der skal bruges professionelt til at identificere diagnoser!

Sådan som jeg ser det, er meningen med testen at hjælpe dig, der ikke før har tænkt over, hvor du befinder dig på et sensitivitetsspektrum, med at få en indikation af netop det.

Lidt ligesom hvis du tog en test for hvor udadvendt eller hvor eventyrlysten du er.

Her snakker vi om en selvtest på damebladsniveau (og dette skal ikke nødvendigvis forståes som af ringere værdi – blot er det anderledes end et klinisk niveau) af et træk der ligger inden for normalområdet.

Behovet for at gøre særlig sensitivitet til en ny diagnose

Problemet er, at begrebet særlig sensitivitet er blevet overfortolket af både kritikere og fagfolk, som har taget det videre til et niveau hvor det ikke hører til – nemlig i psykiatrien. De antyder, at særlig sensitivitet er ved at blive en ny diagnose.

Det mener jeg er en kæmpe misforståelse.

Og her kommer begrebet særlig sensitivitet til kort.

Først og fremmest fordi det ikke er en psykisk sygdom.

Og så fordi der ikke er forskningsmæssig belæg for at isolere de træk, som Elaine Aron har fremsat i hendes beskrivelse af særligt sensitive mennesker. Mere om det nedenfor. 

Jeg synes det er trist, at vi ikke kan snakke om sensitivitet som et vigtigt parameter i nogle menneskers konstitution, uden at gøre det til mere end det er.

Lad os holde snakken om sensitivitet åben og styre den uden om psykiatrien og diagnosekulturen!

 

 

Kritik #4: Det Forskningsmæssige grundlag bag er ukomplet og fejlagtigt

I 2016 udkom en kritisk dansk bog med titlen “Særligt sensitiv – eller særligt udfordret?” af blandt andre psykologiprofessoren Barbara Hoff Esbjørn fra Københavns Universitet.

Kritikken går især på, at forskningen bag særlig sensitivitet er mangelfuld.

Den største del af den forskning, der er foretaget i særlig sensitivitet, stammer fra Elaine Aron selv og hendes mand, Arthur Aron. De har for det meste foretaget kvalitative undersøgelser, og ikke store kvantitative undersøgelser, som ellers er dominerende i den psykologiske forskning idag.

Særlig sensitivitet er simpelthen ikke undersøgt på en tilstrækkelig stor mængde af mennesker, mener Esbjørn og co.

 

Elaine Aron har et “uvidenskabeligt sprog” 

De gennemgår i bogen hvordan Elaine Arons beskrivelser af det særligt sensitive træk er meget anti-naturvidenskabelige. Hun har et meget blomstrende sprog med mange eksempler, og hendes udsagn er ind i mellem upræcise og enkelte steder endda selvmodsigende: 

For eksempel skriver Elaine Aron:

Som psykolog er Elaine Aron jungiansk-inspireret. Hun har en psykodynamisk forståelsesramme, som bygger på Freuds psykoanalyse, hvor drømme og ubevidste fortrængninger spiller en stor rolle.

Denne forståelsesramme mener forfatterne ikke er tidssvarende, og undrer sig over at Elaine Aron alligevel har fået publiceret flere artikler i naturvidenskabelige psykologiske tidsskrifter. 

 

Betegnelsen særligt sensitiv dækker sandsynligvis over flere træk

Ud over at omfanget af Arons forskning er mangelfuld, mener Esbjørn og co, at Aron konkluderer for meget på den særlige sensitivitets vegne. Der er ikke belæg for at isolere alle de træk, som Aron mener, hører særlig sensitivitet til. Der er snarere tale om to eller tre forskellige begreber, mener de.

At forskningen bag særlig sensitivitet er mangelfuld betyder ikke, at sensitivitet ikke eksisterer – blot, at Elaine Arons teori om særlig sensitivitet ikke har nogen større forskningsmæssig tyngde, og at der skal mere forskning til for at kunne drage videnskabelige konklusioner om mennesker, der er mere sensitive. 

 

 

Kritik #5: Der er fare for at overse psykisk sygdom

I bogen “Særligt sensitiv – eller særligt udfordret” beskriver Esbjørn m. fl. også, hvordan der med kategoriseringen “særligt sensitiv’ er fare for at overse psykisk sygdom.

Specifikt mener forfatterne, at man skal være opmærksom på udviklingen af angstlidelser og ikke forveksle symptomerne med særlig sensitivitet. 

Det kan være svært at kende forskellen på sensitivitet og angst – ligesom at de råd, der er gode at følge som hhv. særligt sensitiv og angst er modsatrettede:

Som særlig sensitiv får man at vide, at det er en god idé at skærme af for noget af det, der er årsag til overstimulering. Men som angst skal man netop ikke undgå det, man frygter. Så bliver angsten værre. I stedet skal man eksponeres. 

Og det er et reelt problem.  

 

Vigtigt at være opmærksom og få hjælp i tide

Ved udvikling af angst er det vigtigt at få hjælp i tide, og ikke slå det hen med, at det jo bare er den særlige sensitivitet, der er på spil.

Derudover skal man også være opmærksom på forskellen på sensitivitet og autisme- og opmærksomhedsforstyrrelser, som også, i nogle tilfælde, kan minde om hinanden. 

Det er måske lettere sagt end gjort.

Min erfaring er, at sensitive mennesker simpelthen har et mere sensitivt sind. Som lettere bliver påvirket – både på godt og ondt. Det giver en større tilbøjelighed til psykisk sygdom, specielt angstlidelser.

Det er ikke sensitiviteten i sig selv, der er sygdommen.

Udfordringen er at at skelne: Hvor slutter det ene og hvor starter det andet? 

Kritik #6: Særlig sensitivitet er en reaktion på det hastigt accelererende senmoderne samfund

Det kan godt være, du synes, det her bliver lige lovligt langhåret.

Men hæng på, hvis du har en indre humanioranørd i dig.

… eller bare synes det er interessant.

I sociologien snakker man om, at den måde vi opfatter os selv på, hænger sammen med samfundets strukturer, tempo og tilstand.

Den tid, vi befinder os i nu, kaldes senmodernitet. Vi lever i et kapitalistisk senmoderne højhastighedssamfund. Noget som er karakteristisk for vores samfund idag, er at strukturer og ting, vi tager for givet, hastigt forandrer sig. Teknologien sætter hele tiden nye standarter for vores liv, og man kan fx knap nok nå at købe en ny mobiltelefon inden dens teknologi er forældet.

På samme måde er arbejdsmarkedet præget af hurtige skift.

Der efterspørges hastighed og omstilling.

Vi har maskiner til at klare de fleste manuelle arbejdsopgaver, og dermed er der kun få jobs hvor man kan bruge sine hænder. De fleste jobfunktioner skal kunne alt det en maskine ikke kan. Derfor har de fleste mennesker idag vidensbaserede jobs, som kræver en høj grad af omskiftelighed, hjerneaktivitet, kommunikation, socialitet og udadvendthed.

Sæt så mennesket ind her.

Nogle vil trives på dette arbejdsmarked.

Og nogle vil ikke.

 

Særlig sensitivitet er med til at legitimere vores højhastigheds-arbejdsmarked

Prøv engang at forestille dig, at det er dig, der ikke trives i dit arbejdsliv. Og at du en dag støder på et eksemplar af Elaine Arons bog “Særligt Sensitive Mennesker” hos boghandleren.

Det kunne faktisk godt være mig, for det har jeg selv gjort. Og måske også dig?

Da jeg læste den, følte jeg mig virkelig rummet af dette brede, og alligevel for mig, meningsfulde begreb om særlig sensitivitet.

Men faktisk kan man sige, at bogen også er en cadeau til vores senmoderne højhastighedssamfund. For den kan samle alle dem op, som ikke fungerer under de “normale vilkår”. Og på den måde legitimeres højhastigheds-arbejdsmarked, for så er det jo bare fordi at nogle mennesker er særligt sensitive, at de ikke trives. Så er det ikke nogle helt grundlæggende strukturer i vores samfund og arbejdsmarked, der er blevet for ekstreme (arbejdsgivere kan ånde lettet op).  

 

Tidsånden påvirker os

Men sandheden er jo, at der ikke findes “normale vilkår” – eller – skal vi kalde det – “neutrale vilkår”. Arbejdsmarkedet, samfundet, verden er altid gennemsyret af tidsånden. Og den eksisterende tidsånd er præget af hastighed og skift.

Set fra denne vinkel, man man sige: Måske er der i virkeligheden slet ingen af os, der er særligt sensitive? Måske reagerer vi blot sundt på et arbejdsmarked, der efterlader for lidt rum til at være et helt menneske?

Ofte giver det mening at skyde bolden væk fra os selv, og i stedet se på, hvad der er op og ned i de strukturer vi lever i.

Dette perspektiv – som man kan kalde fugleperspektivet – synes jeg (som du nok kan fornemme) er meget  interessant.

Perspektivet har sådan set ikke noget at gøre med, om der reelt findes mennesker, der er mere sensitive end andre.

Men det fortæller, at der i vores samfund er en efterspørgsel på teorier og viden, som de mennesker, der ikke umiddelbar kan finde sig til rette, kan bruge til at forstå sig selv ud fra.  

Kritik #7: Det er en pengemaskine

 

”Landet over profiteres der på foredrag, terapi og bøger med fokus på et diffust karaktertræk hos en anslået femtedel af befolkningen”

– Artikel i Information fra marts 2015.

“Særlig sensitivitet” har som begreb hurtigt fået medfart og udbredelse i Danmark. Og på den baggrund er det opstået en skepsis om hvorvidt alle de tilbud, der er til særligt sensitive, i virkeligheden mest handler om at tjene penge.

Og der HAR da også været utroligt mange tilbud, bøger, artikler og fokus på særligt sensitive igennem tiden, både i medierne og blandt diverse kursusudbydere.

Hvis du spørger mig om begrebet er opfundet ud fra et motiv om at tjene penge, så mener jeg helt bestemt nej (og det er med et lille træk på smilebåndet).

Elaine Aron, som i 1996 skrev bogen “Særligt sensitive mennesker” er ikke ligefrem typen, der lever livet på sin yacht og går i det nyeste tøj fra Armani. Det er indlysende, at hun er drevet af andet end at tjene penge.

Men jeg tror, hun har haft en dygtig redaktør, som har vidst noget om, hvordan en populær psykologibog skal vinkles for at den sælger godt. Og da den første bog endte med at blive en bestseller, blev der skabt et marked for viden om dette nye begreb – “særlig sensitivitet”.

Der er helt bestemt kursus- og terapiudbydere der tjener gode penge på at henvende sig til særligt sensitive. Men jeg tør samtidigt vædde med, at det kun er få, der tjener meget mere end det, der skal til for at tjene til en helt gennemsnitligt dansk lønindtægt.

Jeg tror ikke at penge er udgangspunktet for at tilbyde en ydelse til særligt sensitive, – men ydelsen kunne ikke eksistere uden at dette marked for viden om særlig sensitivitet var skabt.

 

Åbne, nysgerrige samtaler om sensitivitet er det vigtigste

Når man læser om kritikken af særlig sensitivitet, kan man godt få den opfattelse, at det er lidt af et opdigtet nummer. En belejligende opfindelse, som både kan dække over psykiske problemer, give selvværd til dem, der kæmper med det og tjene penge til kursusudbydere. 

Det tror jeg dog aldrig har været intentionen, hverken for Elaine Aron, der har udviklet begrebet eller for de mange der arbejder med “særligt sensitive”. 

Men begrebet et blevet udbredt og brugt for ukritisk.

Det har fået lov at snige sig ind i vores almene vokabularium og brugt som om det var en diagnose, på et meget generelt grundlag.

Af den grund er det sundt at forskerne fra Københavns Universitet har givet deres indspark til debatten og pointeret alt det, mange har overset ved at bruge begrebet “særligt sensitiv”.

 

Jeg begraver begrebet særligt sensitiv 

Som du måske kan fornemme, er dette en diskussion, jeg har funderet over længe.

Og jeg har besluttet mig for at stoppe med at bruge udtrykket “særligt sensitiv”.

I stedet vil jeg fremover bare kalde det “sensitiv” eller “mere sensitiv” og forsøge at holde min beskrivelse så åben som mulig. 

Indtil jeg får rettet mit indhold til her på sitet, vil du dog nok møde udtrykket et stykke tid endnu. Jeg beder om din tålmodighed!

Men forstå mig ret.

Jeg er på ingen måde i tvivl om, at der findes mennesker, der er mere sensitive end andre.

Det er blot den lukkede beskrivelse “særligt sensitiv”, jeg ikke ønsker at bruge mere. 

 

Hvis særlig sensitivitet er død – hvad er der så tilbage?

Udfordringen ved at stoppe med at bruge særligt sensitivitet som begreb er, at der dermed også stilles spørgsmålstegn ved alle de karakteristika, som er blevet forbundet med trækket. F.eks. at vi som sensitive bliver hurtigere overstimuleret, mærker nuancer, typisk er samvittighedsfulde osv. 

Bliver de så også skyllet ud med badevandet?

Nej – mener jeg. Deres evidens er ikke underbygget af tung forskning under et enkelt begreb. Men der er mange gode grunde til at fortsætte med at bruge dem. 

Fra møderne med mange forskellige sensitive mennesker og fra mig selv giver mange af disse karakteristika fortsat rigtig god mening. Vores levede erfaring tæller. 

Og der er forskning, der understøtter del-elementer af teorien om særlig sensitivitet under forskellige begreber som “Sensory Processing Sensitivity”, “forskeligartet modtagelighed” og “plasticitet” såvel som et muligt “sensitivitetsgen” kaldet “5-HTTLPR”. 

Så at sige at sensitivitet er helt og aldeles uvidenskabeligt passer ikke. Den samlede teori om “særlig sensitivitet” er ikke en anerkendt videnskabelig teori, men der er forskningsmæssige brudstykker, der er ved at forme et billede af hvilke sensitive gener og hvilken adfærd der muligvis hører sammen, og som hen ad vejen kan stykkes sammen til et mere komplet og nuanceret billede.  

Jeg tror vi bliver nødt til at vente på at forskningen opklarer flere nuancer. Lad os i mellemtiden få nogle gode, åbne og nuancerede samtaler om sensitivitet (eller hvad det nu er vi ender med at kalde det). 

En udfordring for normalitetsbegrebet – og for samfundets insitutioner?

Når jeg støder på nogle af de kritiske røster, som jeg har nævnt i denne artikel, undrer jeg mig over, at debatten ofte bliver styret over i retning af diagnoser.

Hvorfor kan vi ikke tale om sensitivitet inden for normal adfærd? Ligesom vi også åbent taler om parametre som introvert-ekstrovert, når vi beskriver hvordan mennesker er?

Hvorfor er det sensitive lidt tabu, – lidt forbudt?

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det måske hænger sammen med, at vi som samfund ikke har råd til at tage konsekvensen, hvis vi legitimerede en sådan beskrivelse af nogle mennesker.

Hvis det virkelig er sådan, at nogle mennesker bliver meget påvirkede af støj og uro (men stadig er normale og ikke kan bortforklares med en diagnose), så bliver det sværere at forsvare, at vi sætter flere og flere mennesker sammen på storrumskontorer og i meget store skoler og institutioner.

 

Hvad mener du?

Hvad mener du?

Hvilke tanker har denne artikel affødt hos dig?

Er det værd at holde fast i begrebet “særligt sensitiv” eller vil du med ud af en mere åben vej?