Er du nogensinde blevet beskyldt for at være ‘asocial’ og ‘ligeglad med andre mennesker’?
Hvad betyder det egentligt at være social?
Og hvorfor har mange særligt sensitive det med at undervurdere deres sociale evner?
Jeg ville ønske man kunne definere ‘social’ på en ny måde. Både gennem intelligenstests og andres bedømmelser er jeg blevet beskrevet som værende mindre socialt stærk end gennemsnittet.
Sådan skrev Synne i kommentarfeltet under mit seneste blogindlæg om bogen ‘Ro – styrken ved at være introvert i en højtråbende verden’. Og flere andre af jer stemmede i:
Jeg har gennem min opvækst virkelig kæmpet med mit eget selvbillede af at være selvcentreret og asocial. “Hvorfor kan jeg ikke holde ud at være sammen med andre mennesker? Betyder andre slet ikke noget for mig?” Hvordan kan dette være, når jeg kan mærke, at en af mine mest grundlæggende værdier er at se hvert enkelt menneske som noget værdifuldt og særligt?
Og
Specielt genkender jeg følelsen af at være anderledes og asocial. Tænker også at det kunne være godt at kigge på, hvad det egentlig vil sige at være social. Det kan være noget af en udfordring at få lov til eller tillade sig selv at ha’ alenetid nok/være asocial i den verden, vi lever i.
At være ‘social’ er kommet til at handle om mængde
Jeg tror, at problemet med at føle sig misforstået og asocial især handler om, at ‘social’ er gået hen og er blevet en kvantitativ betegnelse. Måske er grunden til at mange af os sensitive fokuserer på denne betydning af ‘social’, at der er mange af os, der ikke kan leve op til det.
På den måde, som mange af os bruger ordet i dag, er betydningen af ‘social’ blevet = at have et stort netværk og interagere med så mange mennesker som muligt. Jo flere cafedates, fester, middagsinvitationer og konferencer man siger ja tak til, jo bedre. Og hvis man samtidig interagerer med en masse venner på Facebook og svarer på sms’er og telefonopkald løbende igennem dagen, ja, så er man (i hvert fald i nogens øjne) godt kørende.
Vi indlever os mere
For nogle mennesker passer det fint med mange, hurtigere, kortere interaktioner. Men for en særligt sensitiv person kan de være en sand pine. For indtrykkene dvæler ved os længere – vi lever os ind i det menneske, vi taler med (om det så er på sms eller i levende live), og bearbejder interaktionen på et dybere plan (“hun virker til at have det sådan og sådan”, “det er vigtigt, at jeg husker at bringe dette emne op”, var han lidt sur idag?” osv). Og vi er ikke udstyret med en knap, vi kan slå fra, for at indleve os lidt mindre!
Forleden mødte jeg f.eks. en gammel (meget energisk) veninde, som jeg ikke havde set længe, som lige havde et par timer til at ses. Hun kom fra en frokostaftale, og skulle senere videre til noget andet. Jeg var glad for, at det ikke var mig, der havde så mange aftaler, og nød timerne med hende. Men de gik hurtigt, og hun måtte tage telefonen flere gange undervejs (hvilket hun virkede til at have det fint med). Da hun skulle videre, var jeg efterladt med en velkendt følelse af, at samtalen næsten kun var startet. Vi manglede endnu at nå dybden.
Kvaliteten er mindst ligeså vigtig
Egentligt tror jeg, at de fleste af os dybest set godt ved, at det at være social ikke kun handler om hvor mange mennesker vi interagerer med. Hvis vi virkelig spørger os selv, ved vi godt at kvaliteten af vores samvær med andre kan være mindst ligeså vigtig.
Og kvalitet er noget, vi plejer at have sans for – men måske har du det med at tage din evne for at skabe nærvær og intensitet for givet (“Alle mennesker formår da at lytte i en samtale, gør de ikke?”)? Særligt sensitive er netop kendt for deres evne til at indleve sig i andres humør og behov, for at være lyttende, omsorgsfulde og have situationsfornemmelse. Hvis disse ikke er nogle højt socialt kompetente færdigheder, ved jeg ikke hvad de er…
Problemet er bare at vi hurtigt kan blive usikre på os selv og på om vores måde at være social på nu også er god nok. Ikke mindst hvis vi bliver beskyldt for at være asociale, egoistiske eller ligeglade med andre mennesker – f.eks. hvis vi trækker os tidligt eller melder fra i sociale sammenhænge. Set udefra kan vi virke afstumpede, følelseskolde og sårende, når vi siger fra. Eller ligefrem arrogante og elitære.
Hold fast i dig selv og dit sociale behov
Den slags beskyldninger kan sætte gang i en lavine af dårlig samvittighed, og det kan være nemt at miste kontakten til sig selv i den forbindelse. Men det er vigtigt at du bliver ved med at fastholde, at du er 100% ok i din måde at være social på. Lad dig ikke overrumple af andres forventninger og bebrejdelser. For det handler ikke om, at du ikke er social.
Anna fortalte (i tilknytning til sidste blogindlæg):
Jeg har nu i en alder af 33 år fundet svaret. Jeg er IKKE asocial. Jeg VIL gerne andre mennesker. Jeg skal bare have dem i små doser, så jeg i samværet med dem kan komme dybere end small talk.
Annas udtalelse er utroligt sigende, synes jeg. For det handler netop ikke om at særligt sensitive ikke gider andre mennesker. Snarere handler det om, at vi har brug for at komme i dybden. Vi er med andre ord mere til ‘big talk’ end til small talk. Og vores modtagerapparat kan blive frustreret og stresset, hvis det hele tiden skal forholde sig til mange skift og korte møder med andre.
Dog siger det sig selv, at vi behøver andre mennesker for at være sociale. Hvis man skærer alle relationer fra, hjælper det ikke at være verdensmester i at forstå andre mennesker – for det sociale talent skal luftes og holdes ved lige. Personligt har jeg det sådan, at det er ok at sige nej tak til socialt samvær, som jeg oplever som mere anstrengende end opladende, hvis det er opladning, jeg trænger til. Men jeg prøver også at sige ja tak af og til for at tilbringe tid med mennesker, der lever et andet liv end mig og ser tingene fra en anden vinkel. Det hænder, at jeg kommer hjem med nogle nye indsigter eller har haft det virkelig sjovt. Og andre gange bliver bekræftet i at relationen ikke siger mig så meget, hvilket også er en ok erfaring.
Min anbefaling er, at du definerer din egen måde at være social på: Hvad indebærer det og hvad indebærer det ikke? I det følgende kommer jeg med nogle tips, som du måske kan lade dig inspirere af.
Tips til at finde en social facon, der passer DIG:
- Hvem siger, at du skal være social på samme måde som andre? Tag dig friheden til at vælge hvad der passer DIG. Det kan nogle gange være svært i forbindelse med studie og job – men hvis det ikke fungerer så godt her, er det måske værd at overveje et skift?
- Koncentrer dig om de relationer, som er med til at lade dig op som menneske, dem, der virkelig betyder noget for dig eller kan komme til det. Dyrk dem, og gør dit for at gøre dem stærke.
- Nogle gange har det også en værdi at være sammen med andre mennesker på en lidt mere overfladisk facon. Især hvis de er meget anderledes end dig selv. Det får flokdyret i dig til at mærke, at du trods alt kan være en del af en gruppe, og det kan være sundt at se verden fra nogle andre perspektiver end dit eget. Se det som en del af din uddannelse i at være menneske (og ikke nødvendigvis som opladning).
- I stedet for at tænke på alt det, du burde gøre for at være ‘social nok’ – f.eks. på din arbejdsplads, så tænk på, at de nære samtaler, som sensitive typisk er gode til, også er stærke sociale færdigheder. En fortrolig snak ved vandautomaten kan være mindst lige så meget værd som at underholde en hel håndfuld kolleger i frokostpausen.
Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at høre, hvad du tænker, når du læser dette:
Hvad betyder det for dig at være social? Oplever du, at du bliver tvunget ud i sociale sammenhænge, som du egentlig ikke har lyst til at deltage i? Er det tydeligt for dig at mærke dit eget sociale behov, eller bliver det overdøvet af andres forventninger til dig?
Har du nogle tips, du vil dele med os andre?
Det er herligt at få respons fra jer! Så skriv meget gerne en kommentar i feltet herunder.
Det er helt ok, hvis du kun ønsker at bruge dit fornavn eller at være anonym.
Hvad er opskriften på det gode arbejdsliv for sensitive?
Tak for din fine og tankevækkende blok. Jeg kan ikke forlige mig med, at du bruger betegnelsen ‘asocial’ som modsætning til ‘social’ i sammenhæng med særlig sensitivitet. Jeg er sensitiv og fortrækker at kalde mig selv ‘usocial’. Jeg har ikke så stort et behov for socialt samvær som mange ikke-sensitive har, men det gør mig ikke asocial. At være asocial betyder for mig, at man fx udnytter andre for egen vindings skyld eller ikke deltager i fællesskabet, når det er påkrævet. Jeg tager altid hensyn til andre og deltager altid på lige fod, når det forventes, men går måske lidt tidligere hjem eller går i køkkenet og vasker op i ensomhed. Jeg er ‘usocial’ men bestemt ikke ‘asocial’.
Hej Helle
Tak for dine gode input. Jeg giver dig helt ret i at ‘asocial’ ikke er en positiv betegnelse! Jeg har sat ordet i anførselstegn, for at vise, at det skal forståes med et hint af ironi. Men ironi kan være svært at formidle på skrift! Du har helt ret i at asocial ikke er det rette ord at bruge for at beskrive særligt sensitives typiske adfærd overfor andre. Men jeg ved ikke, om jeg er enig i at ‘usocial’ er et godt ord. For er vi egentligt ikke også sociale – bare på vores måde (der er jo mange måder at være det på)?
Kh Marie
Hey jeg var social hele min barndom og ungdom ,jeg har hørt set og oplevet en hel del i mit liv ,tror det grunden til mit ,nu! Ikke sociale liv . Jeg føler ikke der kommer ret meget nyt til bordet og så keder det mig vanvittigt . Forleden var jeg på en af mine vandre ture og mødte en gamle bekendt vi krammede og tale om bogen da Lotte mødte Jesus og min historie om da jeg mødte min tft behandler Camilla , en virkelig berigende samtale som løftede mig . Ja de korte øjeblikke med andre mennesker kan give så meget mere .
Har det som om at det er mig der lige er blevet beskrevet, og andre som har brug for det overfladiske som man som oftes får i et kæmpe stort netværk har jeg meget svært ved at forholde mig til, de forbliver på en eller anden måde altid som fremmede, man kender dem ikke rigtigt. Jeg vil heller have 3 personer i mit liv hvor man kender hinanden helt ind i hjertet, en 150, som man på ingen måder lære rigtigt at kende. Det er ikke en ven, det er bare en bekendt, alle har brug for venner, ikke bekendte
Jeg har som udgangs punkt ikke noget imod mennesker men jeg trives bare ikke sammen med andre jeg har nok i min kæreste og børn og en enkelt svigersøn hvad er der dog galt med mig ??? Jeg brækker mig ved tanken om gæster eller ved tanken om og være gæst jeg blir ikke bange men jeg blir utryk og prøver at slippe for alle sociale arrangementer
Kære du
Det lyder som om du lider af en grad af social angst. Der er forskel på at have brug for alenetid uden andre mennesker og at få det decideret dårligt sammen med andre (at blive utryg). Det lyder som om du har brug for lidt hjælp til at få trygheden tilbage.
Kærligst
Marie
Jeg sidder i et åbent kontorlandskab og når vi går til frokostpause så gør vi det i samlet flok. Sådan er kulturen på vores arbejdsplads.
Jeg synes på sin vis, at det er hyggeligt at sidde med sine kollegaer. Men samtidig så kan jeg også mærke, at min hjerne trænger sådan til at koble fra. Snakken går lystigt rundt om bordet, men jeg føler også en vis behov for stilhed og bare at få lov til at være selv.
Hvis jeg ikke gik til frokost sammen med de andre, så ville de helt klart synes, at jeg var en sær/asocial snegl.
Hvordan kan jeg nyde en stille og rolig frokostpause, hvor jeg kan få lov til at lade op til resten af arbejdsdagen uden også samtidig at trække mig fra mine kollegaer?
Uh ha, ja, det er så typisk en situation på en dansk arbejdsplads. Jeg forstår så godt dit dilemma.
Det korte svar er, at det ved jeg ikke.
Hvis det er vigtigt for dig at være den del af flokken (og det forstår jeg så godt, at det er) og gå til frokost med de andre, så er der nok ikke mulighed for en stille og rolig frokostpause. Måske hjælper det dig lidt hvis du forsøger at holde en lav profil og ikke sige så meget. Så kan du zoome lidt ud mens de andre snakker. Du kan også prøve at fortælle dine kolleger om dit behov. Måske vil de forstå og nogle måske endda give udtryk for at have samme behov? Du kan nok bedst selv mærke hvad der går an.
Hej Marie,
Jeg er glad for at ha’ fundet denne side om sensitive og arbejdsliv, skønt at få beskrevet mig selv 🙂 Tak !
Lige nu er min udfordring at have et krævende arbejde, som jeg godt kan lide, men jeg kan ikke holde til det. Jeg er meget social i mit arbejde. Har to børn, den ene knap 3, som det meste af vinter tiden er syg.
Det som jeg prøver at blive mere og mere bevidst om, er at få ændret mit arbejdsliv, så jeg fungere bedre. Og har lyst til at være mere social i min fritid, men det der lige for nyelig gjorde mig glad var, at finde en der også var sensitiv på mit arbejde, det gør mig mere tryg og rart der er en der forstår en!
Venlig hilsen Susanna
Hej Susanna
jeg kan virkelig godt forstå, at det kan være svært at få det hele til at hænge sammen, og finde tid til at være social i fritiden (på DIN måde, håber jeg) – især med små børn. Håber du finder en vej, der fungerer for dig.
Kh Marie
Hej Marie
Jo, du har ret. Usocial er generelt heller ikke en god betegnelse.
Jeg fandt dette i en anden blok på nettet, og det synes jeg illustrerer begreberne på en fin måde.
Hvis jeg graver et hul og har 3 mænd til at hjælpe mig vil
– den sociale hjælpe og være glad
– den usociale være passiv måske bare stå og kigge uden at deltage
– den asociale være aktiv og modarbejde ved smide jord tilbage i hullet
Ordet ‘social’ stammer fra det latinske ord socius, som betyder ‘levende organismers samkvem med hinanden’. Man behøver altså ikke være ‘på’ 24-7 for at være et socialt individ, bare man indgår i naturligt samkvem, når man kommer i kontakt med andre individer.
Personligt har jeg aldrig oplevet at folk har kaldt mig asocial, bare fordi jeg ikke har et hav af venner og ikke er selskabelig nonstop. Nogle har kaldt mig usocial, men det kan jeg vist også være en gang imellem, hvis jeg er overvældet og træt.
Vh
Helle
Sikke en virkelig god forklaring! Tusind tak for det, Helle.
I dag har samfundet deffineret, hvad det vil sige, at være social. Problemet med os sensitive er bare, at jeg som sensitiv ikke kan leve op til samfundets normer.
Jeg har gennem det meste af mit voksenliv set mig selv som asocial, da jeg i langt de fleste tilfælde har nok i min mand og mine børn. Jeg er dog kommet til den erkendelse, at jeg er uden for normen, og ikke kan gøre noget ved det. Dette fjerner dog ikke skyldfølelsen af, at jeg burde “gøre noget mere”.
Af denne grund, synes det er vigtigt at få omdeffineret betydningen af “social”, så der ikke længere bliver en deling af rigtige og forkerte måder at være social på.
Mvh Tina
Jeg mener at det å være sosial innebærer at man kan tolke koder og sette seg inn i andre menneskers situasjon, slik at man ikke stadigvekk tramper i salaten og gjør folk forlegne. Å være sosial innebærer altså for meg at man har en god porsjon empati; medmenneskelighet!
Kære Marie
Tusind tak for en dejlig blog – og e-bogen, som fik mig til at skraldgrine af lettelse over at få sat ord på, hvad der ‘er galt med mig’, at jeg ikke trives i vores åbne, larmende kontormiljø, med vores evigt stramme deadlines, og at jeg ikke kan finde “mening” i mit ellers toptjekkede job. Det har i den grad givet stof til eftertanke. Nu skal jeg bare lige finde ud af, hvordan pokker jeg kommer til at trives i mit arbejdsliv 🙂 Det må blive en process hen over foråret.
I relation til sociallivet er jeg fuldstændig enig med dig i ‘big talk’-teorien. For eksempel kan mine kollegaer ikke forstå, at jeg sjældent bliver længere end 15 minutter til vores fredagsbarer, og at jeg er blandt de første, der går til julefrokosten. Logikken er, at jeg “jo ikke har børn” (jeg er 25), og derfor bør være helt klar på fest og løjer med mine kollegaer: Det er jeg bare ikke!
Jeg elsker som dig at mødes med gode veninder og bekendte, hvor man fordybe dig og få rigtig glæde af nærværet. Det der med at stå og drikke sjusser på min arbejdsplads og tvangssludre med mine kollegaer fredag eftermiddag, hvor jeg er fuldstændig udtømt for overskud og energi, er slet slet ikke noget, jeg har lyst til. Jeg vil hjem og kramme min kæreste og gå med min lille hund – og ellers bare flade ud på sofaen. I blødt tøj. Med varm kakao. Og et boligmagasin. I fred og ro og tryghed.
Min mave snører sig også helt sammen i tanken om den meget populære “networking” til brancheevents og lignende. Jeg kan sagtens være imødekommende, hvis andre kommer til mig, men puha nej, hvor skal jeg bare overhovedet ikke rende rundt og præsentere mig selv og mit visitkort. Det er for mig voldsomt grænseoverskridende.
På den anden side tror jeg, at det er de færreste, som vil betegne mig som asocial. Tvært imod. Jeg har mange års træning i at agere selskabspapegøje, og så længe jeg har en eller flere “væbnere” i nærheden, er jeg god til at være på. Ved festlige lejligheder kan jeg sagtens “work the room”, men jeg er samtidig meget opmærksom på de signaler både jeg og andre sender ud – og jeg efterrationaliserer helt vildt over alt og alle dagen derpå.
Orv, det blev langt, så jeg vil se at få rundet af… Men det er skønt at begynde at forstå, at der er en årsag til det hele. Nu må jeg finde en måde at vende det til min fordel – og desuden respektere, at jeg ikke altid behøver at stille op til alt muligt og umuligt 🙂
Tak og tak og tak,
Josephine
Kære Josephine
Tusind tak for din fine kommentar. Jeg blev helt vildt glad over at høre, at du føler dig inspireret af både blog og e-bogen. Og tak for din beretning om hvordan det er at være dig på din arbejdsplads. Især synes jeg det er interessant, at du (ligesom jeg selv og nok også mange andre) har lært at være en ‘selvskabspapegøje’. Jeg synes selv, at det er rart at mestre denne kompetence, men den kan også godt skabe lidt forvirring nogle gange – især tror jeg, at andre, kan have svært ved at forholde sig til en (“Jamen, jeg troede lige, hun var så sensitiv”). Jeg tror, det er en god ting, at kunne spille ‘skabsekstrovert’ for at klare sig, især i arbejdslivet, så længe vi ikke glemmer at vende tilbage til vores mere stilfærdige udgangspunkt.
Jeg håber du gradvis finder en kurs, både hvad angår arbejde, samvær med venner og networking, som passer dig.
Kh
Marie
Jeg genkender fuldstændig det du skriver Josephine. Dejligt at kunne spejle sig og ikke føle sig forkert i sit behov for kontakt og alene tid. Jeg savner forummer og aktiviter af mere stille og nærværende art.
Jeg tror ikke jeg er så introvert, som mange særligt sensitive, men hvor genkender jeg det med, at der skal være noget indhold og værdi i samværet. Jeg kan sagtens pjatte og være overfladisk, men det er med de mennesker, som jeg i forvejen kender og ved, hvor jeg har, og som jeg værdsætter for det som jeg i forvejen ved de indeholder af dybde, hvis jeg skal befinde mig godt med det. Overfladisk samvær med mennesker, som jeg ikke kender siger mig meget lidt, og i værste fald bliver jeg dårlig tilpas i selskabet. – Solveig
Jeg er ganske en enkelt person som bare kan li´ at snakke med noget dybt så jeg kan forstår sammenhænget med livet og det der er gjort til os vi er i dag. Jeg kan godt li´at gøre ting som jeg selv har skabt, føler ikke behov for at sætte mig i centrum at folk som så godt kan li´ at skabe noget så “godt og sjovt” er med i deres samvær. I arbejdslivet er jeg godt med, da jeg kan skildne mellem mit privatliv og mit arbejdsliv, men dertil og ikke længere. Jeg er sjælent meget med andre fra arbejdet efter arbejdstid da jeg ikke føler at jeg har behov for at være sammen med kollegaer efter arbejdstid. Når nogen prøver at “tvinge” mig til at være i deres sociale liv føler jeg at jeg tvinges til noget jeg ikke har lyst til, da jeg ikke kan være med i deres samtale om smykker, tøj og make up dan jeg heller ikke går så meget op i disse.
Jeg har det præcis ligesom Solveig. Jeg kan sagtens sidde med kammeraterne og snakke om alt muligt uden at gå i dybden, men jeg har det virkelig hårdt med andre folks small-talk – Som elev på HF døjer jeg meget ofte med hovedpine og stress som følge af unødvendigt snak i timerne, ikke fordi at jeg som sådan har noget imod hvad folk bruger deres skoletid på, men fordi jeg har svært ved at lade være med at lytte til hvisken og tisken i undervisningen når læreren er ved at gennemgå noget vigtigt. Jeg har længe troet det bare var koncentrationsbesvær, men nu tror jeg nærmere det er sensitivitet der udløser min stress igennem frustration over at jeg ikke altid kan “høre” hvad læreren siger.
Hej Marie
Mange gange tak for dette relevante emne, der får lov til at komme ud i det offentlige rum med håb om dette vil gøre mennesker klogere på hinandens natur og forskellighed. Jeg er helt enig med dig i alt😀 for jeg har det også ligesådan som du, men har førhen gået rundt med mindreværdsfølelse for ikke at være ligesom andre, denne følelse tror skyldes vores samfundssyn, der definerer den måde man er social på
Jeg er virkelig dårlig til mange mennesker jeg ikke kender. Og er slet ikke god til uventet besøg. Jeg vil meget gerne vide hvad jeg skal I løbet af ugen jeg går ind i. Så har jeg mulighed for at lægge fra og til. Hvis der så pludselig bliver lavet om på det hele lige før, ja så kan det virkelig udløse øv humør og stress. Så skal jeg bare have fred. Selv for min mand. Kun tid til mig selv og gå indad. Jeg er i dag 53 år. Men lige siden jeg kan huske, er jeg stået op 2-3 timer før jeg skulle møde i skolen og senere hen på job. Skolen lå blot 15 min. Gang fra vores hjem. Men havde brug for tid. Stille og roligt. Og sådan er jeg stadig. Også hvis jeg skal noget, så kan jeg gå igang 3-4 timer før. Og hader når andre er ustruktureret. Selvom jeg dybest set godt ved vi alle er forskellige. Har tænkt meget på, at udover jeg er særlig sensitive, tror du så jeg har en diagnose af en art? Jeg har noget angst som kom til overfladen da jeg gik gravid med min datter i 1999. Men synes ikke rigtig det har noget med alt det andet at gøre jeg nævnte ovenfor. Jeg tænkte.. Autisme, adhd, ocd eller noget. Jeg er utrolig kreativ og fordybende. Kan godt side på min tablet og undersøge alt muligt en helt uge af gangen hvis det skulle være. Og kun lave det 😅 Så jeg ved meget. Elsker viden 😆 Carola
Hej Carola
Dejligt at du gennem dit studie- og arbejdsliv har fundet en løsning, der fungerer for dig 🙂
Jeg er ikke kvalificeret til at vurdere om dit store behov for struktur kvalificerer dig til en diagnose. Vil det gøre dit liv lettere hvis du vidste dette? I så fald kan jeg anbefale dig at søge hjælp hos en psykolog.
Mange hilsner
Marie