Jeg håber du vil bære over med mig med den lige lovligt friske overskrift, jeg har valgt til dette blogpost. Bare rolig, der er en pointe med den!
I virkeligheden tror jeg hverken du har lyst til at blive kaldt en svagpisser eller en sart orkidé. Jeg leger selvfølgelig med disse provo-ord for at få din opmærksomhed. Jeg synes nemlig vi skal begynde at skrælle nogle fortolkningslag af sensitivitet.
Du har sikkert allerede hørt det beskrevet på et hav af måder:
Sart, besværlig, sippet, overbekymret, afvisende, ensom
eller
Særlig, geni, talent, blomsterbarn
Udlægningerne af karaktertrækket har det med at falde i to forskellige grøfter. Dem jeg hører oftest, både fra andre og os selv, peger dybest set på at vi er lidt svage. Den anden fortolkning kommer oftest fra os selv og lægger op til at vi har nogle fantastiske evner.
Grunden til at jeg ikke er så glad for udlægningerne er, at de er ladet enten negativt eller positivt. De er allesammen fortolkninger. Og fortolkninger kan sætte en bremse på vores udvikling: En bremse kan f.eks. både være at omtale sig selv som sart og besværlig, men på samme måde kan det også gå hen og blive en bremse at kalde sig for “særligt talentfuld”, “kreativt geni” osv.
Når det kommer til at forholde sig til sin sensitivitet, mener jeg, at der i virkeligheden kun er én ting der virker. Den kan du læse om til sidst, men først vil jeg give nogle fifs til hvordan du kan gøre dit for at skære ned på mængden af de fortolkninger, der er i omløb.
Fif #1: Vælg nøje hvem du vil fortælle om sensitivitet til – det kan nemt blive misforstået
For de fleste sensitive er det en kæmpe opdagelse at stifte bekendtskab med begrebet. Vi bliver typisk meget lettede og glade over endelig at kunne forstå og forklare os selv, og det er derfor nærliggende at vi får lyst til at bringe emnet op – ofte! Det er naturligt at have det sådan – hvem vil ikke gerne fortælle om noget, der har så stor en betydning for hvem vi er som mennesker?
Problemet er bare at mange af dem, vi fortæller om vores sensitivitet til, måske ikke har haft grund til at sætte sig ligeså meget ind i det som vi selv har, og ikke har de samme forudsætninger for at forstå hvad det egentlig er, vi mener. Hvis du fortæller om det til mennesker som ved meget lidt om det, er der stor chance for at de misforstår dig, fordi de fortolker det ud fra ordlyden af ‘særligt sensitiv’ og tænker noget i retning af “hvor særlig tror du lige, du er”, “det er synd for dig, at du ikke er så stærk” eller “det lyder som århundredets dårligste undskyldning“.
Mit råd er at vælge nøje hvem du fortæller om det til – og i det hele taget kun bringe det op hvis du føler, at det er nødvendigt.
Fif #2: Undgå at bruge din sensitivitet som begrundelse
Jeg har registreret – både ved mig selv og andre – at når sensitivitet bliver bragt op i en samtale, er det typisk i forbindelse med begrænsninger. Som i “det bliver for meget for mig at tage med over til Mortens fest – det hænger nok sammen med at jeg er særligt sensitiv”.
Det er sjældnere at sensitivitet bliver fremhævet i forbindelse med noget, der relaterer sig positivt til karaktertrækket – “Jeg fik simpelthen så meget ud af at se på Gauguins malerier – det er nok fordi…” “Jeg har tænkt sådan nogle fede tanker hen over weekenden – virkelig fået det store perspektiv med”..
Det er ærgerligt, for på den måde efterlader vi andre med et indtryk af sensitivitet som noget overvejende negativt.
Prøv at øve dig i at sige nej til de ting, du ikke har lyst til, og hold inde med at bruge din sensitivitet som begrundelse. Et nej behøver ikke altid forklares.
Fif #3: Hold lidt igen med den sensitive selvdyrkelse
Når vi er blevet trætte af at tale om vores sensitivitet som en hæmsko for vores ve og vel, er det mindst ligeså fristende at hoppe over i en fortolkning af det som værende noget meget positivt.
Det er det bestemt også, men der er mindst ligeså mange udfordringer forbundet med karaktertrækket.
Det er selvfølgeligt rigtig godt at vi holder fokus på vores styrker, men jeg vil alligevel opfordre til at holde igen med den ekstremt positive dyrkelse, hvor sensitivitet bliver omtalt som helt speciel gave, og at vi i det hele taget er lidt ‘udvalgte’. I tråd med dette er begreber som blomsterbørn, orkidebørn og mennesker med særlige evner.
Mange af disse begreber giver god mening for os selv, men brug dem varsomt overfor dine omgivelser hvis du vil have det godt med dem, da begreberne kan virke meget ekskluderende.
Fif #4: Den eneste ting der virkelig virker…
… Er i virkeligheden at anerkende din sensitivitet i en sådan grad, at du har mindre behov for at tale om den. Indret din tilværelse efter dine særlige behov, og tillad dig selv at sige nej til alt det, der ikke føles godt for dig.
Handling er langt mere overbevisende end snak. Også når det drejer sig om at kommunikere din sensitivitet til din omverden. Når først andre kan se, at du gør tingene på din måde, vil det blive mere og mere tydeligt og troværdigt hvem du er – langt mere end hvis du prøver at forklare det med ord.
Hvad er opskriften på det gode arbejdsliv for sensitive?
Interessant hvad du skriver. Især det sidste med at man selv skal acceptere sit karakter træk så meget at behovet for at tale/forklare forsvinder… Rigtig god pointe.. “Tvinger” dig på en måde også til simpelthen at accepterer dig selv. Hvilket jo er alfa og omega i at trives og have det godt. At vide man er sensitiv er jo på ingen måde lig med at have forenet sig med det. 🙂
Fine pointer og forfriskende at få dem serveret på denne måde. Tak 🙂
Gode velmenende råd, men jeg synes i høj grad, at du mangler at tage hensyn til den naturlige proces, som mange går igennem, når de “opdager” at de er særligt sensitive.
I denne proces er der mange der svinger naturligt frem og tilbage mellem fordele og ulemper, samt har brug for at reflektere over det. Den bedste reflektion er der mange der får, i samtalen med andre omkring det.
Du har fuldstændig ret i, at det er vigtigt at acceptere sig selv, men det er de færreste der kan gå fra “måske er jeg sensitiv” til “jeg er sensitiv og acceptere det 100%”, på en tanke, en time eller i det hele taget, kort tid. Det kræver lidt arbejde med sig selv, og nogle gange andre.
Hej Lindy, tak for dine gode refleksioner. Du har helt ret i, at det er en proces, man befinder sig i, fra at ‘opdage’ at være særligt sensitiv til at accept af det – og den proces tager snarere år end timer. Og selvfølgelig skal vi snakke med andre om det – min pointe er bare, at det kan være en god idé at vælge vores samtalepartnere med omhu.
Tak Marie – det er god og tankevækkende læsning!
Jeg vil gerne sige mange tak for rådene. Det lettede at læse!
Jeg er en af dem, der er ved at blive mere og mere afklaret med at jeg er særligt sensitiv,og finde ud af hvordan jeg trives bedst muligt.
Det kan nemlig være rigtig svært, fordi man tit bliver mødt med undren fra omgivelserne. “Hvorfor vil du gå en tur i din pause” “Det er asocialt du høre musik eller sidder med din telefon” osv osv osv. Næh, jo mere jeg læser som særlig sensitivitet, jo mere indser jeg også at det er “ok” at være mig.
Jeg kan genkende mange af de ting du skriver, og det er så rart at finde ud af, at man ikke er “den eneste særling”. Det kan være rigtig svært for andre, at forstå ens adfærd, også nogen gange for en selv.
Jeg tror også at det er vigtigt at acceptere sig selv, og give sig selv lov til at være som man er, i stedet for konstant at føle at man skal tilpasse sig mængden.
Selvtak. Det gør mig rigtigt glad at høre, at du kan bruge indlægget! Og dejligt at høre, at du bliver mere og mere afklaret.