Tror særligt sensitive at de er noget særligt?
Et andet kritikpunkt handler om, at begrebet særligt sensitiv kan virke selvophøjende. At der blandt nogle, der identificerer sig som særligt sensitive, opstår en tendens til at fremhæve sig selv som “noget særligt”.
Hvor kommer kritikken fra?
Jeg forstår godt, hvordan den opfattelse kan opstå – især når jeg læser med i forskellige fora og grupper online. Her bruges betegnelsen nogle gange på en måde, der virker selvdyrkende eller ekskluderende.
Måske handler det i virkeligheden om en underliggende mindreværdsfølelse? En trang til at føle sig bedre – eller bare lige så god som alle andre?
Når det sker, bliver synet på sensitive og ikke-sensitive mennesker hurtigt sort-hvidt. Der opstår et “os-dem”-narrativ, og i nogle tilfælde næsten et “god-ond”-perspektiv. Det er ikke sundt – og det er ikke meningen.
En vigtig afklaring: Vi er ikke bedre – bare anderledes 
Lad mig sige det helt klart:
Sensitive mennesker er dejlige. Men vi er ikke bedre end andre. Og du er ikke spor mindre værd, hvis du ikke er særligt sensitiv.
Det handler ikke om rangorden – det handler om forskellighed.
Sproglig forvirring spiller en rolle
Noget af misforståelsen skyldes måske oversættelsen. På engelsk taler man om highly sensitive, som betyder “højt eller udpræget sensitiv”. På dansk er det blevet til særligt sensitiv – og det kan nemt tolkes som “noget særligt og sensitivt”.
Men det er ikke det, der menes. Det handler ikke om at være speciel – det handler om at have en højere grad af sensitivitet over for stimuli, relationer og indtryk.
: Kritik #3: Er begrebet særligt sensitivitet for udflydende?