Uwe Bødewadt: Den sanselige arbejdsplads

Det skal være en bedre oplevelse at gå på arbejde


Beskrivelse:

DensanseligearbejdspladsTag sanserne med på arbejde!

Det opfordrer Uwe Bødewadt, som er arkitekt, pædagog og tidligere kulturchef, til i denne bog.

Han mener, at arbejdspladser skal være meget mere sanselige end de fleste er i dag – f.eks. med duften af nybagt brød, ild i pejsen, personlig indretning, planter og meget andet.

Det handler om at skabe steder, der opfordrer til ejerskab, hygge og veltilpashed. Modsat skrækscenariet, som for Uwe Bødewadt er anonyme, robot-agtige arbejdskulturer, hvor alting gøres af vane.

Det er en interessant og meget relevant tankegang. Bogen har flere gode forslag, som måske kan inspirere til at ændre på de arbejdsomgivelser, du befinder dig i?

Mange af forslagene, tænker jeg, ville virkelig være guld værd for særligt sensitive medarbejdere.

Hvad siger du f.eks. til:

• Et velduftende kontor med planter eller urter

• En indendørs have/et orangeri på arbejdspladsen

• Grønne tage, vild natur og regnvand

• En gårdhave/terrasse/grønne udearealer, som benyttes til kaffepauser, medarbejdersamtaler, møder og frokoster

• Et rum til afslappet opmærksomhed

• Kontorgange med frisk luft og åben himmel

Uwe Bødewadt har de bedste intentioner med bogen. Han opfordrer til at skabe rum, der kan give plads, hjemlighed og leg for en mangfoldighed af mennesker. At gøre omgivelserne mere sanselige kan især være et værn mod stress – det kan simpelthen gøre det nemmere at slappe mere af, og have det godt på arbejdet.

 

Min oplevelse af bogen:

Uwe Bødewadt nævner virksomheder som Google og Apple i et kapitel, der beskriver hvordan nogle få internationale arbejdspladser er gået foran og har skabt hele universer op omkring arbejdslivet. Her kan man arbejde stort set når man vil, gå en tur i legorummet, dyrke sport, købe ind til aftensmaden og meget mere. Men det er måske lige lovlig meget af det gode, mener han. Selvom det er sanselige arbejdspladser, forekommer de også noget excentriske!

Jeg synes dette illustrerer et af problemerne med bogen – at sanselighed ikke nødvendigvis er en god ting – for der kan jo både være behagelig sansning og sansning, der bare er for meget. For nogle mennesker kan det virke sjovt og stimulerende, at der ligepludselig sker en masse på arbejdspladsen, mens det for andre – de mere sensitive – måske vil føles mere som et bombardement. Det kommer virkelig an på hvilken type af sansepåvirkning, det drejer sig om!

Samtidig er bogen meget rodet – både sprogligt og opbygningsmæssigt, sådan at den næsten minder mere om en ‘scrap-book’ end en bog, man læser fra ende til anden. Det er faktisk ret ærgerligt, for den grundlæggende idé er som sagt rigtig god og relevant.

Jeg kan anbefale at bladre igennem ‘Den sanselige arbejdsplads’ for ideer til at ændre på sit fysiske arbejdsmiljø eller måder at gøre ting på på arbejdspladsen. Måske falder du over noget, der kunne blive et hit på din arbejdsplads?

 

Den sanselige arbejdsplads, Uwe Bødewadt, Gyldendal Business, 2015

 

(Visited 301 times, 1 visits today)

Indsend Kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Copyright 2018 © Marie Ørum Schwennesen · Gengivelse af indhold tilladt efter aftale · Design: evstyle.de · Side af Magnus Högfeldt