Jeg er blevet overstimuleret i den grad

Kære Marie

Jeg er 39 år og mor til en pige på 9 1/2 år. Jeg har været skilt fra min datters far siden hun var 4 år. Vi har vores datter en uge ad gangen. Dette har været meget svært for mig.

Jeg fik en ny kæreste for 2 år siden. Vi bor sammen og det lader til at det skal være os 🙂

Jeg fik mange symptomer på stress for snart 3 år siden. Det skyldes naturligvis savn af min datter, men også mit arbejde. Jeg er pædagog og arbejdede i en klub indtil for 2 år siden. Jeg blev da uvenner med en kollega og min leder. Jeg følte mig presset, da jeg både havde job i klub og på skolen og valgte til sidst at trække mig fra klub-jobbet. Og havde så kun timer på skolen som støttepædagog for en dreng i 5. kl.

Lærerne i klassen gik ned med stress og jeg tog et kæmpe slæb. Jeg manglede i den grad anerkendelse fra forældre og ledelse på skolen. Efter næsten 3 år i samme klasse, og med et alt for stort ansvar og nærmest en mobning fra eleverne i klassen, trak jeg mig helt fra klassen. Jeg bad skolen finde et andet sted til mig som støttepædagog. Det fik jeg. Nu arbejder jeg med tre forskellige børn i tre forskellige klasser.

Det skulle jo være ok, men jeg er bare ikke glad. Jeg er negativ og meget træt. Jeg er særligt sensitiv og er blevet overstimuleret i den grad over de sidste 5 år af mit liv. Nu ved jeg simpelthen ikke hvad jeg skal stille op.

Jeg er så heldig, at min kæreste kan hjælpe økonomisk og derfor har jeg kun 22 arbejdstimer om ugen. Men jeg er ikke glad og ser meget negativt på tingene. Jeg burde jo nok søge væk. Men tror ikke helt at det ville hjælpe.

Jeg er snart færdig som kunstterapeut, men tvivler nu også på om jeg magter at lytte til alle andres problemer.

Jeg ønsker lethed i mit liv. Jeg er kreativ tænkende og egentligt et meget omsorgsfuld menneske, der sætter pris på mange små ting i livet.

Er der en løsning for mig på det arbejdsmæssige?

Mange hilsner L.

 

Kære L.

Tusind tak for dit spørgsmål. Det er et godt tidspunkt i dit liv, du stiller det på, for du lyder til at være et sted, hvor du har brug for at finde en ny retning i dit liv.

Jeg er enig i din refleksion om, at det nok ikke er (hele) løsningen at søge væk og få et andet arbejde. Det er først og fremmest et stykke indre arbejde, du har brug for at gøre.

Du har været igennem en svær periode i dit liv, som bl.a. har budt på en form for mobning, overansvar og skift mellem forskellige arbejdsområder og udfordringer i dit privatliv. Disse oplevelser har gjort, at du igennem længere tid har følt dig stærkt overstimuleret. Og i dag står du et sted, hvor du føler dig negativ og træt.

Det er der ikke noget at sige til, kære L., du har holdt ud længe og du har brugt dine ressourcer på at tage dig af det, der skete!

Men nu, hvor du har fået større ro på, er det i den grad blevet tid til at tage dig af dig.
 

Få balance i stimuli – her og nu

Først og fremmest skal du gå efter at finde en balance i de stimuli, du får, her og nu. Hvis der ikke er det (sådan nogenlunde), så er det i sig selv kilde til at føle sig uligevægtig og negativ, især hvis man er særligt sensitiv.

Derfor skal du se på: Hvordan er hverdagen for dig? Får du de pusterum, du har brug for? Bruger du tid sammen med mennesker, der har en positiv indvirkning på dig? Osv.
 

Tanker og følelser om fortiden kan være den største kilde til overstimulering

Det, jeg fornemmer, det handler allermest om for dig, er dog den følelsesmæssige balance.

Når jeg læser dit brev, registrerer jeg, at du stadig er påvirket af de oplevelser, du har haft, og at du har brug for at bearbejde dem. Dine tanker og følelser om den periode, du har været igennem, kan i sig selv være en stor kilde til overstimulering for dig, også nu, hvor du egentlig på mange måder er kommet videre.

Når fortiden fylder meget kan det være svært at rumme flere – måske især positive – følelser. Jeg tænker, at dette er grunden til, at du er lidt forbeholden overfor hvordan det vil være at arbejde som kunstterapeut – for måske har du næsten ikke plads til at rumme det.

At kunne føle positive følelser som f.eks. ”lethed”, kræver altså at der er plads til dem. Men bare rolig! Du har ikke travlt, og du skal endelig ikke prøve at tvinge dig selv til at føle positive følelser. Du er der, hvor du er nu, med de følelser du har, og det er helt ok.

For lige så stille at begynde at løsne op for følelsen af negativitet og træthed (hvis altså ikke den stammer fra noget fysisk), så prøv at være opmærksom på hvad der sker i dig, når du har disse følelser. Prøv at spørge dig selv kærligt og nænsomt:

  • Hvad ligger under min negativitet og træthed?
  • Hvad vil de mig?
  • Er der noget jeg har brug for at gøre før jeg kan give slip på dem?

Måske har du brug for at snakke med nogen, enten privat eller i et udviklings- eller terapiforløb. Det vigtigste er som sagt ikke at du opnår hurtige resultater, men at du får sat gang i en process.
 

Find frem til hvad du gerne vil have i stedet for

En del af procesen med at give slip på de gamle følelser handler også om at finde ud af hvad du gerne vil have i stedet for. Du skal have gang i din fantasi igen og turde drømme! Prøv at blive konkret så mulig med hvad du egentlig godt kunne tænke dig af fremtiden. En god måde at gøre dette på er sætte en time af hvor du skribler alle de små og store ting ned, som du godt kunne tænke dig i dit liv.

Når du har gjort det, kan du visualisere dem ved at lave et visionboard. Du kan f.eks. klippe ord og billeder ud fra magasiner og klistre dem på et stykke karton. Sæt gerne dit board et sted, hvor du ser det ofte, og tænk, så ofte du kan, på de ting, du har skrevet ned. Ved at gøre dette planter du spor i din hjerne, der peger i lige netop den retning, du gerne vil gå i.

Jeg håber det lykkes dig at få brudt med nogle af de gamle tanker og følelser, så du kan begynde at tanke dig selv op med nye, positive ting og finde glæde – også i dit arbejde.

 

Kærlig hilsen

Marie

marieikonrund
 
Se også:

Jeg vil gerne være selvstændig, men ved ikke med hvad

Hvordan finder jeg min rette hylde?

 

Did you like this? Share it:
(Visited 1.493 times, 1 visits today)
Copyright 2018 © Marie Ørum Schwennesen · Gengivelse af indhold tilladt efter aftale · Design: evstyle.de · Side af Magnus Högfeldt

Få mit Gratis minikursus "3 faktorer der afgør, om sensitive trives i arbejdslivet" [lydfil + øvelser]

❤ Hvad er opskriften på det gode arbejdsliv for sensitive?

❤ Hvilken faktor er især fuldstændigt afgørende?

❤ Tilmeld dig mit nyhedsbrev og kom i gang med kurset nu

Du er et skridt fra at gå i gang med kurset! Først skal du lige bekræfte det tilsendte bekræftelseslink i din inbox...