Indretningskonsulent

Sidsel har fundet sin rette hylde i rollen som indretningskonsulent [Billede: Stock foto – af hensyn til Sidsels anonymitet]

Efter hun startede i et nyt job som indretningskonsulent, begyndte Sidsel at tro på, at det godt kunne lade sig gøre at få et godt arbejdsliv som sensitiv. Et håb, hun ellers næsten havde opgivet.

 

Sidsel er en af de første klienter jeg havde, da jeg startede mit tilbud om arbejdslivscoaching til sensitive mennesker.

Dengang var sensitivitet et relativt nyt fænomen for Sidsel. Hun var tydeligvis mærket af at være blevet betragtet som lidt forkert, både af sig selv, af sin omgangskreds og på sin tidligere arbejdsplads.

Hun havde været elev i en forretning, hvor hun jævnligt havde måttet sygemelde sig grundet det meget ekstroverte modus, som jobbet tvang hende til at være i. Og ikke mindst pga den manglende opbakning fra en chef, der var mobbende i sin tilgang.

I vores sessioner forsøgte jeg at hjælpe Sidsel til at slippe historien om sig selv som forkert og tage sig selv og sine behov alvorligt. Vi snakkede også om hvordan hun kunne begynde at “sælge sig selv” og det hun kan, på en anden måde end på den klassiske ekstroverte måde.

Jeg fandt for nylig ud af at Sidsel er blevet ansat som indretningskonsulent og tænkte:

Wauv! Det lyder som et godt job for en sensitiv, introvert person!

Jeg kontaktede hende for at høre, om hun havde lyst til at fortælle sin historie. Det ville hun gerne og det er jeg helt enormt glad for.

Ofte kan det være lidt sårbart at stå frem og sætte sig selv i forbindelse med sensitivitet – og så på det der internet! Vi har valgt ikke at sætte hendes billede og efternavn på, bare så en eventuel kommende arbejdsgiver med manglende forståelse af hvad sensitivitet er, ikke fravælger hendes cv af den grund.

 

Marie:

Vil du fortælle om dit job?

Sidsel:

Jeg arbejder som indretningskonsulent, for et lille firma, der tager ud og indretter hjem, der skal sælges.

Jeg har mange timer for mig selv, for jeg bruger mange timer på landevejen og kører ud til hjem over en stor del af Sjælland. Så snakker jeg med ejeren om hvad der skal gøres med indretningen. Andre gange ankommer jeg til et tomt hus, og arbejder på egen hånd med at lave en indretningsplan.

Jobbet kræver desuden en del hjemmearbejde hvor jeg forbereder mig og skriver tekster. Det passer mig virkelig fint at være så meget alene. Jeg vil skyde på at jeg max bruger 1/3 af min arbejdstid sammen med andre.

Nogle gange kan jeg godt savne af have lidt mere kontakt med nogen, – det modsatte problem af hvad jeg havde før, men i det store hele er jeg rigtigt glad for jobbet og de arbejdsvilkår, jeg har. Jeg elsker alle de kreative udfordringer, jeg får.

Hvordan har du fået jobbet som indretningskonsulent?

Jeg var blevet ledig og jobcentret sagde at jeg enten skulle finde et praktiksted selv – ellers ville de gøre det.

Jeg havde længe haft en drøm om at arbejde med indretning. Jeg gjorde det lidt dengang jeg var salgselev, og jeg kom i tanke om, at det måske var en idé at kontakte nogle ejendomsmæglerkæder for at høre, om de kunne bruge hjælp til indretning af boliger. De fortalte mig, at de allerede samarbejdede med et lille firma, og at jeg kunne prøve at henvende mig der.

Det viste sig, at kvinden, der drev firmaet, godt kunne bruge noget hjælp og jeg blev efterfølgende ansat med et begrænset antal timer om ugen.

Da jeg begyndte i jobbet, turde jeg ikke tro, at det ville blive så godt.

Jeg tænkte:

Det er bare et spørgsmål om tid, inden min nye chef opdager, at jeg er syg hele tiden.

Men sådan blev det ikke. Hun kunne se, at jeg fint løste de opgaver, jeg blev givet, og jeg fik derfor større og større ansvar og selvstændighed i jobbet.

Hvordan var dit arbejdsliv før og hvordan er det nu?

Tidligere, da jeg var salgselev, oplevede jeg, at der altid var en form for konflikt eller sygdom. Min chef gik hårdt til mig, og jeg troede, det var mig, der var forkert, når jeg ikke kunne holde til at have et “almindeligt job”.

Jeg var enormt træt i weekenderne. Når jeg havde weekendarbejde, var jeg som regel altid syg mandag og tirsdag efter. Jeg fik alle mulige slags fysiske symptomer som forkølelse, hovedpine og mavepine.

Da elevforløbet sluttede, og jeg ikke fik tilbudt en plads, troede jeg, at jeg ikke kunne komme tilbage på arbejdsmarkedet igen. Ikke under de vilkår.

Helt konkret, så kan forskellen på mit arbejdsliv før og nu måles på antallet af sygedage.

Førhen, i mit gamle job, havde jeg i hvert fald 3-4 sygedage pr måned.

Jeg tror, jeg max har haft en uges sygefravær samlet set de sidste tre år mens jeg har haft mit job som indretningskonsulent.

Og så vil jeg sige: Jeg skaber klart mere værdi for min virksomhed nu end jeg gjorde tidligere. Jeg er glad for at gå på arbejde. Det havde jeg aldrig troet skulle ske for mig.

Selvfølgelig er den branche, jeg arbejder i nu, mere usikker. Jeg ved ikke på forhånd hvad jeg har af timer. Men det positive opvejer klart det negative.

Hvad har bragt dig på sporet af sensitivitet og hvad har det betydet for dig at finde ud af at du er sensitiv?

Det startede med at jeg fik angst og jeg fik bare at vide, at jeg skulle medicineres. Jeg skulle selvfølgelig finde en måde at få det bedre på, men jeg kunne bare ikke få det til at passe at det “kun” handlede om angst. Jeg syntes, der var meget ved mig selv, der ikke kunne forklares med det.

Ved en tilfældighed blev jeg sporet ind på sensitivitet på en sundhedsmesse. Jeg havde aldrig hørt om det før. Jeg fik læst i bogen af Elaine Aron og oplevede, at hendes beskrivelse af særligt sensitive mennesker i den grad passede på mig.

Især blev jeg optaget af, at hun beskrev, hvordan sensitive ofte bliver sat i bås som neurotiske. Sensitive, der har haft en svær barndom eller et stresset liv, er disponeret for depression og angst. Men man kan ikke bare sætte direkte lighedstegn mellem at være sensitiv og at have angst eller depression.

Bagefter tænkte jeg:

Det kan da godt være, at der er nogle ting, jeg er blevet bange for, og har fået angst. Men det handler langt mere om at jeg er sensitiv og at hverken jeg selv eller andre har forstået den side af mig.

Hvad har det betydet for dit arbejdsliv, at du fandt ud af, at du er sensitiv?

Jeg har nok ikke helt troet på, at jeg ville få et godt arbejdsliv, også selvom jeg begyndte at forstå mig selv som sensitiv. Jeg havde en bedre ide om hvad jeg skulle kigge efter, men syntes stadig det var svært.

Jeg vil sige, at accepten af mig selv som sensitiv i mit job først rigtigt er kommet gradvist efterhånden som jeg har været i jobbet, i takt med at jeg har fået flere timer og arbejder mere selvstændigt.

Jeg oplever også, at der er elementer i mit job, hvor jeg er nødt til at fungere “mod” det sensitive træk. Især i min kontakt med andre mennesker, hvor det er altafgørende, at jeg har energi og er “på”.

Det løser jeg ved at forberede mig og planlægge mit program med mine behov for øje. Jeg tager stilling til: Skal jeg møde mange eller nye mennesker? 

I så fald tænker jeg det igennem inden og sætter tid af bagefter til at bearbejde indtrykkene.

Derudover har jeg sørget for at have mange små rutiner i hverdagen som lader mig op. Jeg øver mig i at sige nej til det, der ikke lader mig op eller det, der bliver for meget for mig.

F.eks. så har min chef nogle gange givet mig flere indretningsopgaver på én dag, – som egentlig helst skulle have være løst igår!

Så har jeg sagt til hende: “Nej. Jeg kan kun tage to opgaver om dagen”.

“Det er også i orden” har hun så bare sagt, og så har vi forsøgt at finde andre løsninger på det.

I forhold til hende, oplever jeg, at der ikke er sure miner, når jeg siger fra. Alligevel synes jeg stadig det er svært. Jeg prøver altid at vurdere: Hvornår er det en god idé? Mængden af de opgaver vi har, svinger, så det kan også være dumt at sige nej nogle gange. Det vigtigste er bare, at jeg sørger for at finde tid til at lade op.

Jeg har gjort op med mig selv, at jeg ikke vil arbejde 37 timer om ugen. Det er for meget. Det er ok at der er travle perioder, hvor jeg arbejder meget ind i mellem, men så skal jeg have mere fritid bagefter.

Sådan er det ved mit job som indretningskonsulent – der er typisk flere opgaver over forår/sommer, og mindre resten af året. Jeg nyder i høj grad fleksibiliteten, selvom det også har konsekvenser – nemlig at jeg ikke kan være sikker på hvad jeg tjener.

I dag føler jeg, at jeg har mere selvtillid omkring min jobsituation. Jeg ved, at jeg godt kan passe ind et sted.

Når jeg engang i fremtiden skal til en jobsamtale, vil jeg ikke sidde og råbe, at jeg er særligt sensitiv, men jeg vil heller ikke holde mig tilbage for at fortælle om mine gode sider og mine resultater fra tidligere jobs. F.eks. ved jeg, at jeg kan sælge ligeså meget som andre, mere frembrusende typer.

 

Jeg må indrømme, at når jeg engang i mellem sidder og læser jobannoncer, så begynder jeg nogle gange at grine.

Alle de floskler.

Jeg ville aldrig selv nævne at de ikke passer på mig, men istedet snakke om hvad jeg kan tilbyde.

Hvad har du fået med dig fra vores sessioner?

Dengang jeg kom til dig, havde jeg brug for at lære mere om hvad det ville sige at være særligt sensitiv. Og hvordan jeg kunne omsætte det til et godt arbejdsliv.

Jeg blev ansporet til et godt arbejdsliv som sensitiv, og jeg fik inspiration til nogle mulige veje, jeg kunne gå jobmæssigt. Og så blev jeg mere klar over nogle af de kompetencer, jeg har – som f.eks. evnen til fokus og koncentration.

Jeg fandt ud at, at jeg skulle prøve at tænke anderledes omkring mit arbejdsliv, og fik nogle redskaber til hvordan jeg kunne gøre det. – Hvordan jeg selv kunne bringe noget på banen og gøre en indsats selv. Og jeg blev bevidst om hvad jeg kunne og ikke kunne holde til.

Især fik jeg rigtigt meget ud af den værdiafklaring, jeg lavede hos dig. Den blev hængt op derhjemme, og den kom til at betyde meget. Jeg har for nyligt kigget på den igen, og kan se, at nu er der kommet nye ting til, og enkelte værdier er blevet mindre vigtige. Det er en levende proces. Man er altid under personlig udvikling…

I det store hele, så har det hjulpet mig at se tilbage på mit liv og arbejdshistorik, og forstå hvorfor jeg har gjort som jeg gjorde. At se at jeg ikke har spildt tiden, og at der er en masse tråde, jeg kan binde sammen til det, jeg laver idag.

Har du et råd, du gerne vil give videre til andre sensitive?

Jeg vil virkelig opfordre til det her med at prøve at tænke ud af boksen omkring ens arbejdsliv. Hvordan kan du evt. tilrette et job, så det passer bedre til dig? Hvilke løsninger er der?

Du har måske brug for at skærme dig selv lidt, lægge dine arbejdstimer på tidspunkter hvor der er mindre travlt og arbejde mindre end flertallet.

At arbejde mindre har klart været den bedste løsning for mig indtil videre, men der er altid fordele og ulemper som skal opvejes, og det må afprøves, så dit arbejdsliv kommer til at passe til lige netop dig.

Det handler om at finde ud af hvordan du kan få stillet dine behov i en verden, der ofte ikke helt kan forstå dig.

Hold fast i dig selv og held og lykke med at finde drømmejobbet.

 

Marie:

Jeg er dybt taknemmelig for at Sidsel har delt sin historie, og jeg håber i den grad, at den vil inspirere jer, der læser med. Da Sidsel og jeg mødtes i september, og lavede interviewet, kunne jeg tydeligt mærke hvordan Sidsels energi og selvtillid havde ændret sig, og det gjorde mig helt høj af lykke.

Har du også lyst til at dele din arbejdslivshistorie (uanset om du er tidligere klient eller ej), så skriv til mig på marie@sensitivtarbejdsliv.dk.

 

Brug for hjælp til at finde din rette arbejdsmæssige hylde?

Jeg tilbyder følgende to muligheder:

Personligt coachingforløb – Få skræddersyet hjælp til at komme videre i dit arbejdsliv

Er det også noget for dig at blive indretningskonsulent eller hvad er den rigtige rolle for dig? Få hjælp af Marie
Et personligt coachingforløb hos mig kan bestå af alt fra 2 til 8 sessioner. Du kan også starte med en enkelt session og se om det er noget for dig.

Samtalen foregår over telefon eller Skype – gerne med video. I mellem sessionerne modtager du opgaver af mig, som jeg skræddersyer til lige netop dig og de udfordringer omkring dit arbejdsliv, du står med.

Læs mere og aftal et personligt coachingforløb her

 

Online forløb –  “Sensitiv – Kom på rette spor i dit arbejdsliv”

Drømmer du om at blive mere dig i dit arbejdsliv?

Sensitiv – Kom på rette spor i dit arbejdsliv er et online forløb til dig, der er særligt sensitiv og har et brændende ønske om at finde din rette hylde i arbejdslivet.

Igennem 5 moduler giver jeg dig redskaberne til at finde styrkerne i din sensitivitet, hjælper dig med at tage en beslutning om hvad du vil med dit arbejdsliv og vejleder dig til at indrette det på sensitive præmisser.

 

Læs mere og se hvornår næste hold starter

 

Did you like this? Share it:
Copyright 2018 © Marie Ørum Schwennesen · Gengivelse af indhold tilladt efter aftale · Design: evstyle.de · Side af Magnus Högfeldt
mariefirkant

Få mit Gratis minikursus "3 faktorer der afgør, om sensitive trives i arbejdslivet"

❤ Hvad er opskriften på det gode arbejdsliv for sensitive?

❤ Hvilken faktor er især fuldstændigt afgørende?

❤ Tilmeld dig mit nyhedsbrev og kom i gang med kurset nu

Du er et skridt fra at gå i gang med kurset! Først skal du lige bekræfte det tilsendte bekræftelseslink i din inbox...