overstimulering

Holder tanken om overstimulering dig fra at forfølge dine arbejdsmæssige drømme? Så læs med og få tips til at tackle overstimulering og tage hul på drømmen. Hemmeligheden ligger måske i at gøre den lidt mindre spændende.

Dette blogindlæg handler om en væsentlig årsag til at vi særligt sensitive mennesker kan have en tendens til at holde os på afstand af vores arbejdsmæssige drømme og mål i stedet for at handle hen imod dem.

Årsagen gælder dog ikke kun for særligt sensitive mennesker – for at frygte det, vi drømmer om, er almenmenneskeligt. Når vi f.eks. drømmer om at starte som selvstændig, at få den læreplads vi altid har ønsket os eller at gå efter drømmejobbet, ved vi at det vil indebære nogle store skift i vores liv at følge drømmen til dørs. Det er nogle naturlige bekymringer – for arbejdsmæssige drømme kommer med en række forandringer og nogle gange også med økonomisk usikkerhed.

Især for sensitive kan der være en ekstra grund til at frygte drømmen

Men mange gange overstiges vores frygt for konkrete forandringer af vores frygt for noget større. Dette gælder især for os, der er mere sensitive end normen. Det er helt sikkert noget, jeg genkender fra mit liv – og måske genkender du det også fra dit.

Årsagen hedder overspændthed – eller overstimulering. Eller rettere: Tanken om at det at følge drømmen og opnå det vi ønsker, vil bringe os ind i en tilstand, der er så stimulerende, at det ikke længere føles rart og sundt. En forestilling om at vi ender i en slags spændingsfilm, som vi aldrig kan slukke for, når først vi har begivet os ud i drømmenes arena.

Frygten for overstimulering bygger typisk på tanker som:

“Hvis jeg følger min drøm vil jeg gå rundt og være konstant overstimuleret”

“Hvad nu hvis jeg får succes – så er opmærksomheden konstant rettet mod mig”

“Jeg er ikke sikker på at jeg kan holde til det hele tiden at følge min drøm – min energi og tilstand skifter ofte”

Disse tanker kan være den allerstørste sten på vejen til at nå de arbejdsmæssige drømme, vi har.

Skal det være spændende at forfølge sine drømme?

Vi lever i en verden, der grundlæggende er defineret af et ekstrovert ideal. Med det mener jeg, at de ting, der bliver lagt vægt på i vores kultur som værende attraktive, ofte hænger sammen med et udadvendt menneskes måde at se verden på – f.eks. at vores liv helst skal være ‘spændende’.

Men hvor spænding kan gøre mange mennesker positivt stimulerede, kan det gøre sensitive personer oprørte og ude af sig selv. Det er derfor ikke nødvendigvis en god tilstand for os alle at stræbe efter.

Nogle mennesker vil på et eventyr, der vækker dem til live og får sat sanserne igang, når de kaster sig ud i nye arbejdsmæssige udfordringer. Selvom det også kan bringe nervøsiteten frem, kan det være positivt spændende for dem at tænke på alt det nye, der skal ske – f.eks. at skulle fortælle omverdenen om ens nye arbejde, at tale med nye kunder, at få opmærksomhed fra medierne, at holde oplæg og foredrag mm.

Men andre – de sensitive – føler sig typisk allerede rigeligt sansemæssigt stimuleret der hvor de er, og næsten ikke kan rumme tanken om yderligere stimuli.

Kan det være bedre at droppe drømmen?

For mange sensitive kan det faktisk være så overvældende at tænke på hvordan det vil være at følge sin arbejdsmæssige drøm, at det kan virke rarere at lade være med det. Så får vi fred fra de stærkt stimulerende tanker, som sætter hele kroppen i gang, og så går hverdagen videre som den plejer.

Du tænker måske helt automatisk, at det helt sikkert er den forkerte vej at gå – at droppe sine drømme fordi de er for spændende. Det synes jeg som udgangspunkt også det er (for hvorfor ikke prøve at bruge livet til det vi brænder for?)

Men nogle gange kan det alligevel være nødvendigt at lægge drømmen på hylden.

Barrie Jaeger skriver i bogen ‘Making Work Work for The Highly Sensitive Person’:

“Being in the right job is a combination of several things for the HSP, including knowing more about your own temperament and how it affects your work and choices, and managing your own overstimulation.

You may be in a job that you believe is right for you, but of you’re so overstimulated that you can’t function in the right manner, then it’s not the right job – until you can manage your own overstimulation”.

På samme måde kan man betragte det, at følge sin drøm – ‘så længe du er så overstimuleret at du ikke kan fungere godt, så er det ikke den rigtige drøm – indtil du kan tage hånd om din overstimulering’.

Heldigvis er der flere ting du kan gøre for at lindre og komme ud af overstimulering.

Gør drømmejobbet mindre spændende – på den gode måde

For den sensitive kan det være gavnligt at gøre noget bevidst for at gøre drømmen mindre spændende – men dermed ikke mindre interessant – så drømmen ikke går hen og bliver alt, alt for meget.

Men hvordan gør man det? Det er selvfølgelig altid individuelt hvad der stimulerer os allermest, når vi tænker på vores arbejdsmæssige drøm, men her er nogle forslag:

  • Fokuser på de mindst stimulerende aspekter ved dit drømmejob – tænk på at du nok vil komme til at bruge mere tid på dem end på ting, der er meget stimulerende for dig. Tænk f.eks. på de ting der udgør hverdagens rytme – transporttid, svare på mails, rydde op, lave te/kaffe, osv.
  • Tænk på et aspekt ved dit drømmejob som gør dig helt rolig indeni. Mærk hvordan du føler i din krop når du tænker på det. Træn dig selv i ro ved at tænke på dette og bring denne følelse frem i kroppen flere gange dagligt. Er der ikke noget ved dit drømmejob, som gør dig rolig at tænke på, så overvej, om det virkelig er værd at gå efter eller om der er noget andet, der vil gøre dig mere rolig og veltilfreds.
  • Tænk på det, som du dybest set ønsker at opnå med dit drømmejob. Hvilken følelse og hvilken dybere mening stræber du efter? Vend tilbage til dette igen og igen hver gang du føler dig overrumplet af overstimulering.

Jeg håber du kan bruge nogle af disse tips til at komme videre i den retning i arbejdslivet, som du brænder allermest for. Du kan bruge tips’ene hvis du står foran et større skift i dit arbejdsliv, eller hvis frygten for overstimulering holder dig tilbage for mindre ting, såsom at tage en snak med en vanskelig kollega eller at fortælle chefen om dit ønske om at få ændrede arbejdsopgaver.

Det behøver ikke være stærkt overstimulerende at foretage et skift – især ikke hvis du er bevidst om at holde fokus på det, der gør dig rolig. Endelig handler det om at forholde sig til virkeligheden og tage den som den kommer, i stedet for at lade bekymrede tanker tage forskud på overstimuleringen.

Ønsker dig al mulig held og lykke på din vej.

 

 

Did you like this? Share it:
(Visited 450 times, 1 visits today)
Copyright 2018 © Marie Ørum Schwennesen · Gengivelse af indhold tilladt efter aftale · Design: evstyle.de · Side af Magnus Högfeldt

Få mit Gratis minikursus "3 faktorer der afgør, om sensitive trives i arbejdslivet" [lydfil + øvelser]

❤ Hvad er opskriften på det gode arbejdsliv for sensitive?

❤ Hvilken faktor er især fuldstændigt afgørende?

❤ Tilmeld dig mit nyhedsbrev og kom i gang med kurset nu

Du er et skridt fra at gå i gang med kurset! Først skal du lige bekræfte det tilsendte bekræftelseslink i din inbox...